mandag den 29. august 2011

weekend 27-28/8 - Noosa (igen)

Vi kom af sted fra lejligheden lidt før forventet,men turen var nu ikke så lækker - det regnede. En tur til en badeby i regnvejr, hmmm....

Nå, der var lidt ophold, og vi kunne gå langs floden. Noosa er også byen hvor floden Noosa udløber. Der var lidt ophold i regnen, så det var egentlig OK.
Denne "Pelli" var ret tæt på. Fruen kan godt lide dem :-)

Jeg har vist ikke været så flink til at vise blomster. Denne var ret stor - og pæn, synes jeg.
Da vi var færdige med vores frokost, så vi lidt på butikker. Denne fugl var nået til desserten. Smart med langt næb og tunge.

Vi købte et par kager til eftermiddagskaffen. De havde også "krokodillestang".
Turen op i regnvejr var lidt trættende, så vi tog resten af dagen hjemme. Vejrudsigten for søndagen var ret lovende, og den viste sig at holde stik: 23 grader høj sol :-) Vi startede med lidt brunch i Noosa (Hastings hedder det værste turiststrøg). Vi var checket ud 9:30.
Hvor floden møder havet.

Denne "gøje" måtte stå på hovedet for sin morgenmad :-)
Efter brunch kørte vi ud til Noosa Head, og gik den lange tur langs stranden som vi opgav sidst, da Annemette jo var syg. Dejlig tur.
Hovedet, turens endemål

Fruen spejder forgæves efter hvaler. Men stedet var nu ganske flot alligevel.
Godt med en lille slapper efter 4km i bakket terræn

Et skilt fortalte om ørnene på stedet. Rigtigt :-)



Den største bille jeg har set - tror jeg.
Efter fodturen tog vi til Montville (ja, den ligger lidt oppe i bjergene). Der er udsigt over sunshine coast - der er kystområdet nord for Brisbane. Vi spiste en enkel frokost og så den lille turistby.
Fruen foreslog dette billede af bilen oppefra. Selv om det er vinter, kan man jo godt køre uden tag :-)

En af broerne ved Brisbane - underligt man kun må køre 80 på en 6 sporet motorvej ...
Slut på en fin og afstressende weekend. Vi var trætte da vi nåede hjem, og tog bare lidt ost til aftensmad - og så en film.

fredag den 26. august 2011

Fredag 26/8

Fruen er vist ved at være lidt stresset, synes hun, så i går sagde hun: jeg trænger til en lille tur uden computer ...
Vi fandt et sted oppe i Noosa, som hun jo ikke nød så meget sidst pga. sygdom. Tager derop i morgen - og hjem igen søndag ... Denne gang skal vi ud at gå den lange tur :-)
I aften skal vi bare hygge med lidt god mad og vin her hjemme.

onsdag den 24. august 2011

onsdag 24/8 - bølger

Maja havde vist en god fødselsdag :-)
Det har blæst og regnet (byger) de seneste dage, og Annemette fik nævnt, at bølgerne var større end vanligt. Måske jeg skulle tage en tur i morgen, tænkte jeg, og checkede vejrudsigten. Den sagde opklaring og ret stille vind. Altså, afsted i dag :-)
Jeg kiggede lidt på google earth for at finde et sted med adgang til stillehavet, men det var ikke lige i nærheden. Valget endte med at falde på "the spit", der er spidsen af den landtange, hvor Seeworld ligger.
Jeg gjorde et par stop undervejs - og fik taget nogle billeder.

Fra the spit kiggende ind i den bugt vi bor ved. Den ligger fredeligt i læ bag en lang ø.

Typisk Australsk: Jeg er på vej ud på molen, passerer en flok unge mennesker, vi hilser. En af fyrene siger: Hvis du vil tage et virkeligt godt billede, skal du tage et af den fyr der - og peger på denne båd. Det bliver måske det sidste af ham :-) ... Og så fortsatte de ... Ganske lunt, men ikke uden et gran af sandhed. Dette var inde i bugten lige før udløbet til havet ...

Enden af molen. Jeg gik ikke helt derud. Mit kamera kan ikke lide vand.

Udsigt mod Surfers Paradise mm.

tirsdag den 23. august 2011

tirsdag 23/8 - Majas 18 års fødselsdag

Det er dage som denne jeg gerne ville være i Danmark, mere præcist sammen med Maja. Det kan jo så ikke lige lade sig gøre, desværre. Vi kunne heller ikke være med til Dennis' 50 års fest i weekenden. Jo, det koster noget at flytte langt væk fra venner og familie.

I går var jeg på værksted med bilen. Bremserne peb lidt de første par gange hver dag. De rensede bremserne - og vaskede bilen (hvad den også trængte til), og det var på garantien. Det tog et par timer i deres ventesal. Jeg havde taget en bog med. Jeg kørte videre til det "lokale" motorkontor i Helensvale, og var ved at gå igen, da jeg så den ventesal. Lignede afgangshallen til noget offentlig transport (en færgerute var min første tanke). Nå, jeg trak et nummer, og fik faktisk bestilt et Queensland ID-kort på en times tid. De sender det inden 5/9. Jeg regnede med, at jeg bare skulle have et QLD kørekort, som jeg jo regner med at jeg har (på en måde). Noget tyder på, at det ikke var tilfældet - selv om bilsælgeren havde ordnet det. Fatter ikke helt hvordan det helt er. Sælgeren sagde, at man ikke kan eje en bil uden et QLD kørekort. På motorkontoret sagde de, at jeg bare behøvede et ID (til 42$). Kørekortet var ca knap 200$ om året (synes jeg han sagde). De fornyer dem mindst hvert 2. år. Man skal have det senest 3 md efter man bliver "permanen resident". Konklusionen var, at jeg åbenbart ikke behøver det - tror jeg ....
Nu vil jeg så håbe banken bliver tilfreds.

Jeg havde jo bestilt en blanket til at få et skatte-nummer (også til ID). Den fik jeg i går, og sad og udfyldte. De krævede tre stk. ID. Et major, der kunne være et pas - hvilket var min eneste mulighed, og to stk minor, der kunne være blandt 5 mulige. Jeg kunne kun - og endda kun måske - ramme et af disse! Til gengæld stod der på formularen, at jeg ville kunne udfylde den on-line, og det har jeg gjort. Der er de tilfredse med pas-nummeret (så kan de sikkert checke de andre ting) ... De sender til den adresse, jeg har opgivet, så det at jeg modtager det, vil jo også indicere, at jeg bor der. Ved ikke hvor lang tid det vil tage.

Annemette og jeg talte om hvorvidt det er lige så "umuligt" at eksistere i Danmark, at blive officielt registreret. Mit gæt er, at det er værre. Jeg synes dette er slemt. Det er en meget mærkelig fornemmelse, ikke rigtigt at eksistere her - endnu.

Stort tillykke til Maja, 18 år, juridisk voksen - og da vist også ganske voksen teenager i al almindelighed. Det er nok lidt svært for en forældre at begribe helt.
Maja - for et par dage siden ...

Nu skal jeg til tandlægen - de tager kontanter, så man behøver ikke sygesikringsbevis ol..

søndag den 21. august 2011

søndag 21/8

Endnu en uge er gået. Den har lignet sig selv. Annemette arbejder hele dagen, jeg har hele dagen for mig selv. Jeg søger jobs, men uden held. Annemette har lige fundet ud af, at der åbenbart er en regel om, at man skal ansætte Australiere om muligt - og altså kun udlændinge, hvis der ikke er en Australier, der kan udføre jobbet. Det kunne godt forklare mine vanskeligheder, ligner en umulig opgave - for der vil nok altid være mindst en anden kvalificeret ansøger.
Er begyndt at kigge efter frivilligt arbejde. Formålet er jo primært at lave noget meningsfuldt om dagen. Skal lige have fundet ud af mere - det må blive i morgen :-)

I går var vi først i banken. Vi har åbnet en konto i westpac fordi de giver 5% på indlån - hvilket er 5% mere end vores konto i ANZ ... Mit problem er, at jeg ikke har nok ID de kan lide. Passet er OK, men jeg har ikke noget med mit navn og adresse de accepterer. Jeg har ikke noget skattekort (har jo ikke noget at bruge det til), men har nu bestilt en formular, som de sender (underligt, at man ikke bare kan downloade og printe den). Har også startet på at få en fysisk version af mit Queensland kørekort. Indtil da, kan vi ikke hæve fra kontoen ... Bare endnu et eksempel på hverdagens små besværligheder.

Efter det kørte vi til Burleigh Heads, hvor vi holdt en grill-fest med den Danske familie. Vi endte med at være 9 voksne og tre børn. Det var meningen, at vi skulle være ved poolen og den fælles grill der, men det blæste og vejret skiftede mellem sol og regn, så vi rykkede op i Mais lejlighed på 7. sal - hvor det pudsigt nok blæste en hel del mindre, så vi kunne være ude på terrassen indtil solen forsvandt. Vi fik også lige testet røgalarmen.
Hyggelig dag og aften :-)

En flot (fredag) aften hjemme - med en lille fiskerjolle i måneskinnet.

søndag den 14. august 2011

søndag 14/8

Jeg har været flittig i den forløbne uges tid, dog ikke lige omkring denne blog.
Det startede med et simpelt nedbrud af en harddisk. Ikke noget problem, jeg har jo netop garderet mod dette ved at sætte to diske i RAID-1 - diskspejling. Det virker bare ikke ... PCen var DIA (Dead In Action) da vi kom hjem. Siden da har jeg brugt pænt mange timer på at retablere den ... Det er så småt lykkedes. Mangler Outlook, og det ender måske med plan B: drop outlook og gå på thunderbird også på denne maskine.
Bortset fra disse adrenalinfremmende kampe, har det været en ret almindelig hverdags-uge.

Lørdag (i går) tog vi på tur. Det var især fruen, der ville ud i verden ... Vi tog min bil :-) - og kørte ind i landet mod natural bridge. En fin lille tur på en times tid. Dejligt vejr (vel de for årstiden vanlige 22 grader). Vi kørte i åben sportsvogn, og det giver en helt anden fornemmelse af de ting vi passerer. Lugten af skoven, lyden af fuglene, vinden - og solen ...
Natural bridge er kendt i vores omgangskreds for deres "glow worms". Et større skilt i naturparkens indgang fortalte dog, at det var bedst at se dem om natten i de varme og fugtige måneder (december - marts). "Nogen" kan nok glæde sig til en lille tur til den tid :-)
Nå, der var nu ganske flot:
En Robin hedder rødkælk på dansk. Dette er en "Yellow Robin", der var lidt specielle for det sted.  "Gul-kælk" ?? :-)
Stort træ med tilhørende kvælerfigne
Samme træ med lille pige ved siden af :-)
Natural bridge hedder sådan med god grund ...
Inde i hulen - hvor "glow worms" (selvlysende orme) bor. De lyser for at tiltrække insekter, som de spiser.
Kontrolleret skovbrand (der var advarselsskilte).
Ja, jeg ved godt billedet ikke er ret skarpt, men det er lidt sjovt med vejen, der deler sig.
Det ses jævnligt i bjergene hvor en smal vej fører op, og en tilsvarende ned - nogle steder.
Fascinerende at stå ved et "outlook" i bjerge og skov, og se ud over Surfers Paradise området. Der er ikke langt i luftlinie, men i bil skal man "en lille omvej" - som det ses.
Vi fik lidt frokost et lille "mand og kone sted" i bjergene. De havde en lille fin have, man kunne sidde i. De havde også et lille fuglehus med frø, og så kommer de vilde papegøjer jo. Tippet er hermed givet videre :-)
Fruen kørte det meste af vejen. Hun kan ikke lide at sidde ved siden af, når der er bjergkørsel.
Vi er kommet ud på eftermiddagen (ved 5-tiden), og det truede lidt med regn, så nu var taget kommet på.
Jeg skulle lige se "Hardy¨s outlook", men det var nu ikke noget særligt.
En kakadue (de er helt hvide) i en lygtepæl ... Ser man af og til.

Dejlig tur! Den kører vi gerne igen en dag. På hjemvejen smuttede vi lige i Woolworth (brugsen) i Harbour Town, og købte lidt aftensmad. Og det var den dag. Sådanne butikker har åbent hver dag dog vist kun til 18 i weekenden. Til 20 på hverdage. Godt man ikke er butiksansat.

Søndag har vi lige været et smut i en boghandler (Annemette manglede en natbords-bog), en grønthandler og en video-butik. Ikke noget dramatisk. Fruen har siddet på terrassen og arbejdet, jeg har rodet mere med min putte. Vi har fået lidt "sparklin Shiraz" på terrassen - og lige nu skyper fruen med sin mor. Afslapning hjemme.

lørdag den 6. august 2011

lørdag 6/8

Det lykkedes ikke at komme til tandlægen i går, så der er stadig hul - der føles som et krater.
Dagen i dag var fredelig, ingen tidsplaner. Vi gik en lille tur i området kort efter middag. Her er ret lækkert - vi bliver nok nødt til at flytte til Gentofte når vi kommer hjem :-)
Vores lokale badestrand - der er en lidt længere på den anden side af indløbet.

Lidt stemning fra den grønne stribe, der er langs vandet.
Det var tydeligt, at fruen ville ud at spise i aften. Vi endte med at finde en italiener "lidt nede ad vejen" (1,8 km) oppe i paradise point. Det var ret godt :-) Vi valgte en sea-food platte for to personer. Gætter på, at det skulle være et par velvoksne, for vi kunne ikke spise op. I får lige et før/efter billede:

Der var: 6-8 ? Østers, 6 halve "bugs" (det er ala hummere eller meget store rejer), et antal store rejer, barramundi (en fisk), 6 stykker røget laks, blæksprutter - der var blødere end vanligt (lækre, men ...) og en del frugt.
Vi blev enige om at tage desserten en anden gang - det var i øvrigt chokolade mud-cake med en masse ... :-)

fredag den 5. august 2011

torsdag 4/8 - Tur til en ø

De ville jo ikke sejle til øen i går, så jeg fik en voucher til i dag, og skulle møde kl 11, sagde hun. Hmmm... Jeg ankom 10 i 11, og billetkontoret var stadig lukket, de åbnede først kl 11. Her fik jeg på 2 minutter ordnet det nødvendige, og fik at vide, at skibet afgik 11:45 - ret god tid, må man sige. Nå, jeg snusede lidt rundt på marinaen, og det var såmænd OK. Jeg havde glemt at tage mobiltelefonen med, den skulle lige oplades. Underlig følelse IKKE at have den, og underligt, at det er sådan. De første 2/3 af mit liv var de slet ikke opfundet ...
Det var dejligt vejr, sol og ret vindstille. Jeg havde heller ikke fundet det nødvendigt at tage søsygepiller - og det var det heller ikke :-)
Annemette skal jo arbejde, og er heller ikke meget for færdsel på vandveje, så det var en alene mig tur.
Sådan en natur-retur-tur skildres bedst i billeder, så ... :-)

Ved ikke hvad denne hedder, men flot ...

Ankommet til øen. Pænt. Pælene er til østers-dyrkning.

Denne wallaby bor her med sin kone. Virker ikke genert.
Efter maden (BBQ med sanger) gik de fleste af os med et par guider en lille tur rundt.



Mangrove skov. Fascinerende.

De hedder noget med østers...

Vores skib. Jetski udlejeren havde ikke mange kunder.
Jenny og Max (Jennifer og Maxwell William) talte jeg en del med. De boede nær Byron Bay (godt 1 time mod syd), havde en datter i Brisbane (godt en time nord), en datter i Sydney (10 timer med tog fra deres hus) og en søn (med tre børn) i Canada ... De var i øvrigt i familie langt ude, for de havde en fælles forfader fra Irland. Den første kom til Australien i 1833 pga. hungersnøden i Irland (kartoffelpest). Han havde sporet familien tilbage dertil. Mente i øvrigt at alle irere her i landet på det nærmeste var i familie. De havde været gift i 57 år, og turen var en fødselsdagsgave fra den ene til den anden.

15:15 afgik båden fra øen (vi var ankommet kort før 13), og en af folkene begyndte at fodre ørne (og måger) med tiloversblevne stykker af pølser. Der var vel ca 10 ørne, og en del flere måger. Ørne er bare sjovere at fotografere :-)











En måge kom først. Både ørne og måger fangede stykkerne i luften. Mågerne tog også dem, der faldt i vandet (det var ikke mange).

Et par unge fiskere.
Øen jeg besøgte var den, vi kan se fra balkonen, og vi sejlede lige forbi på vej hjem (tættere på øen på vej ud). Vi bor lige ved den røde pil, jeg har lavet i billedet.

Der var en del sandbanker og små øer i farvandet.
Da jeg kom hjem, var fruen allerede ankommet. Det gættede jeg allerede da jeg så hendes bil i P-kælderen :-) Det betød i øvrigt, at hun måtte bytte bilerne i morges - sagde dog, at hun var tæt på at tage min. Vi har to P-pladser, der er ud til en mur. De er desværre i forlængelse af hinanden, så den inderste må vente på den yderste. Annemette har nøgle til begge biler (jeg fik lavet en ekstra til min bil), men udlejningsfirmaet vil ikke udlevere mere end en til hendes, så det er lidt bøvlet for mig hvis jeg skal skifte dem.

Om aftenen sad vi som vanligt og så "Masterchef", der nærmer sig sin afslutning - de er nu nede på to deltagere, og det slutter på søndag. Jeg havde købt slik bla. nogle mentos karameller. De var ganske seje - og pludselig manglede jeg en plump i en tand :-(

I dag (fredag) har jeg kontaktet en tandlæge (kæde - med flere klinikker i området), men det er ikke sikkert de har tid i dag ... Nu er kl 14.