fredag den 4. november 2011

Fredag 4/11

Dagen, hvor min trial version af outlook udløber. Har en "rigtig" hjemme, men ....
Har også prøvet at overføre til Thunderbird (for jeg bruger ikke outlooks synkronisering med min mobiltelefon her, og det kan gøres på andre måder), men det er gået galt på min maskine. Prøver på Annemettes når jeg finder tiden til det :-).

I går var det dykke-dag. Mit 4. dyk af 5 til advanced certifikatet - der i øvrigt er noget lettere end "Open Water", der er langt færre prøver, og dermed mere tid til at kigge på fisk :-)
Gårsdagens prøve var dybdedyk. Det er nu ikke helt let ved Julian Rocks, for der er bare ikke så dybt - typisk omkring 15m. Jeg blev registreret til at have været nede på 19, og det er jo mere end de 18, man må med "Open Water" :-). Fik dog lige gennemgået teorien, og de ting, man skal være særligt opmærksom på. Risikoen for dykkersyge stiger jo dybere man går, og den tid man må være nede på bunden falder også en del.
Faktisk blev jeg lidt skidt, men om det skyldes manglende morgenmad, søsyge eller en snert dykkersyge, kan være svært at sige - måske i kombination med, at jeg kun sov ca. 3 timer natten før.
Der er lidt krise med den video jeg tog dernede, for filen er ikke meget for at læses, men det må jeg forske i ved lejlighed. Håber det ender godt :-)
Sigtbarheden var noget mindre end vanligt 4-5m vil jeg tro, og min guide blev væk for mig et par gange. Der var tilsyneladende en del alger i vandet. Bortset fra det, var det et vældig fint dyk :-) Jeg så mine første to "Gray Nurse Sharks", der kun er der om vinteren, så det var vist ved at være sidste chance. Den første gemte sig lidt i alge-tågerne, så den var lidt utydelig. Senere svømmede jeg langs en lodret klippevæk, og skulle lige runde et skarpt hjørne, hvor jeg var lige ved at støde ind i hajen. Den ligner en "rigtig" haj (i modsætning til leopardhajen, der er et bunddyr, fladt og militær-kamuflage-farvet. Nursen er grå og lidt skræmmende - men ufarlig for mennesker (jeg ville nok ikke decideret drille eller true den, men ...). Den er vel 2m lang. Da den passerede kiggede den ondt på mig, som om den ville sige "det er mig der er hajen her!".
Vi så også rokker (mantle rays), to slags skildpadder, leopardhaj, moræner (der gemte sig i klippehuler), stimer af fisk af mange slags. En stor stime, af nogen blanke - måske den spanske makrel, de andre dykkere har talt om.

Efter dykket, colaen (som jeg synes er en fin afveksling for saltvand), bad og administration - man fører logbog over alle dyk, og får den underskrevet - var det tid til at komme videre. Jeg havde en plan om at finde et sted, hvor jeg kunne få lidt let - fx. en gang spaghetti. Det lykkedes aldrig, så det endte med, at jeg fik endnu en cola inden aftensmaden. Hmmm.

Jeg havde planlagt en tur til Mt. Warning, der er et bjerg i en nationalpark. Der er en del nationalparker, og de fleste er skove som denne. Der var en tur på 9km estimeret som en svær tur på 5 timer, og så var der den lille på 20 min. ½ times tid senere var jeg tilbage i bilen, efter lidt hyggesludder med nogle andre på vejen :-) Den lange tur må blive en anden gang. Kl var hen ad 3 om eftermiddagen, og det bliver mørkt hen ad 6:30 eller så ...
Turen gik videre til "Natural bridge", der også er en lille park, hvor Annemette og jeg tidligere har været. Der er en fin lille tur, og et pænt vandfald i en hule. Hvis det er blevet mørk, skulle man kunne se glow-worms, men det var det ikke ...
Så kørte jeg hjemad, ville lige en kort afstikker ned til "Hinze dam", der skiltes en del til den. Den var lukket - eller vejen dertil var lukket.
Hjemad via Dan's (kæde af store vin/øl og spiritusbutikker. Den slags sælges jo kun i specielle butikker (som i Sverige)), vi manglede vin. Videre til "wollie" (supermarkedskæde af ret store butikker, der skilter med navnet Woolworth) og købe lidt aftensmad.
Var noget træt da jeg ankom, og det var fruen også efter en hård dag på arbejde.
God tur, dog, og tid til at tage billeder af landskaberne.

I dag har jeg mest støvsuget og ryddet op, der ventes gæster fra Danmark - Annemettes kollegaer, der er fløjet herned for at være med når FDA kommer på inspektion.

Her plejer at være billeder :-)
Typisk landskab med bløde bakker, og lidt træer (sikkert til skygge for køerne).

Smalle broer kan man finde mange steder ude på landet. Ofte med skilt, der advarer om mulig  oversvømmet vej.

.. endnu en bro ...

En "long and winding road", der fører til Mount Warning.

Hulen i "Natural Bridge"
Et andet ungt par (Japanere) var der lige før dette billede. Han havde taget "100" billeder af hende allerede, som Japanere jo har for vane (måske derfor der er kommet ansigtsgenkendelse på de små kameraer?), men ville gerne have mig til at tage et af dem begge, med sit kamera. Den slags ting sker ret ofte for mig - måske pga. de kilo fotoudstyr, jeg typisk slæber rundt på :-) Jeg sagde, at det var ikke så let, og tænkte på den meget store kontrast i billedet mellem den mørke hule, og den solbeskinnede lysning med vandfaldet - og så det faktum, at man ikke kan se folks ansigter, og dermed heller ikke time skuddet med blitz. Han svarede hurtigt: "jo, jo, du skal bare trykke her". det gjorde jeg så uden yderligere protester, og han var tilfreds med resultatet. So much for science :-) Jeg ved så ikke, om jeg ville have været tilsvarende tilfreds ... Ligner et af de tilfælde, hvor sollyset skal balanceres omhyggeligt med blitzlyset. Det ville givetvis kræve flere forsøg, hvis jeg skulle gøre det med mit kamera :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar