onsdag den 29. juni 2011

onsdag 29/6

Relativt begivenhedsløs dag.
Jeg var i Robina, købte en Surround forstærker og en BD spiller (faktisk en 3D, men det kommer vi ikke til at bruge). Det er en sony BDP-S580. Den har indbygget wifi, så den kan spille via LAN osv. osv. Slå det op :-)
Den er god - og let - nok til at den kan komme med hjem. Så mangler vi bare 5 højttalere og en sub-woofer.
Fik også handlet dagligvarer, ikke videre dramatisk. Det har regnet i ny og næ i dag, og det blæser en del nu 21:45, så det er OK.

I morgen bliver sikkert også en stille dag.

Tirsdag 28/6 - første korprøve

.. Og tillykke med de 60 til min storebror Benny :-)

Mandag var en fin dag for mig. Jeg var lidt rundt i min bil. Først ind til Annemettes biludlejer. De havde ringet til fruens "sekretær", og sagt, at nu var der en manual. Sekretæren vidste ikke, at jeg havde bedt om en brugermanual til bilen, så hun troede, at Annemette ville have skiftet bilen fra en med automatgear til en med manuelt. Tanken, at nogen vil læse hvad bilen kan, ligger åbenbart langt væk. Det var i fredags. I går havde jeg så tiden til at smutte forbi (det er lige rundt om hjørnet, knap 9 km). De anede ikke hvad jeg talte om (typisk for det firma), og havde ikke nogen manual. Jeg blev "noget pikeret" - det var 2. gang de havde ringet og sagt, at jeg kunne komme forbi, og de fik fundet en frem, som de, efter at have ringet til stedets manager, udleverede til sidst. Vi skal have den bil i 9 måneder, og vil da gerne vide hvad den kan. Fx. kan det være ret relevant at lægge sæderne ned når vi skal flytte.

Efter det, kørte jeg et par km hjemad, og gik rundt i Pacific Fair. Ville lige kigge lidt på anlæg hos JB der (JB er åbenbart de eneste, der har mere end mikroanlæg, og dockingstationer til iPod/iPad). jeg fik også skiftet PINkode på mit VISA-kort, der minsandten var nået frem. Jubii :-)

Hjemme fik jeg handlet lidt på nettet, og indviet kortet på den måde. Adressen angav jeg til det nye sted, hvor vi er fra på mandag. Vi glæder os :-) Allisee. Der er i øvrigt 5 blokke nu - vi skal bo i den midterste.

Fruen kom hjem, og jeg blev indrulleret til at bære de kasser op, der endelig var nået frem fra DK og gennem tolden. Vi afleverede de sidste 6/6 - 21 dage før. Ikke vildt imponerende. Vi havde regnet med, og håbet på, at de ville være her når vi nåede frem en uge efter. Vi havde ikke pakket tøj til tre uger i kufferterne. Specielt ikke festtøj til fruen, og "vintertøj". Der er jo pænt varmt i Singapore.

Tirsdag.
Atter en dejlig solskinsdag - som det har været hver dag siden vi kom. jeg valgte at tage et smut i Robina, og tale med JB der. Det jeg så i går i Pacific var ikke helt lige "det". Jeg mødte en meget - overordentlig meget - sød fyr, der fortalte, at han lige var startet, og vidste mere om PCer end anlæg. Han var nu helt OK, og jeg fandt på en kreativ løsning, som fruen siger, jeg skal købe i morgen. AU har jo slut på finansåret, så der er udsalg mange steder. Det er ikke sikkert det fortsætter efter torsdag 30/6. I øvrigt fandt jeg langt om længe en fin holder til "tommelise" til min bil, så nu er der fast monteret sugekop-gps-holder. det er NOGET bedre end at have den liggende på låret - især når bilen accelererer og den rutsjer rundt :-)

Fruen skulle hentes ved 4-tiden, ifølge min køreplan mod Brisban, og inden skulle jeg lige i Coles og købe lidt sandwitch og drikkelse. Vi skulle til korprøve med Brisbane Concert Choir. Turen skulle køres (i Annemettes bil) til Beenlight Station, hvor vi kunne tage et tog ind til Brisbane Centrum. Korets formand havde sagt, at man ikke skulle regne med at kunne parkere. Det vil jeg nu undersøge nærmere til næste gang, for turen hjem igen føltes lang.

Prøven var fin. Musikken meget dejlig, og koret kunne synge. Dejlig aften, tak til DUM :-)
Hjemturen fra Southport, hvor min bil havde fået lov at tilbringe aftenen, var i regnvejr. Der er godt nok mørkt om aftenen i regnvejr her ...

søndag den 26. juni 2011

søndag 26/6 - del 2

I morges (ved 10-tiden) var fruen nede i stedets motionsrum, og bla. løbe på løbebånd. Dette synes dog ikke at tilfredsstille hendes nyvunde trang til motion, så hun foreslog at gå en tur langs vandet. Fint.
Vi blev enige om en tur op på Burleigh Head, der er et stisystem både ved vand, og i en lille skov.
Sjove "frugter" dette træ har. Det står i det lille grønne område med sti, der løber langs vandet.
I dag var der boder langs en del af stien.
Vi sad lidt og nød solen og udsigten over havet og mod Surfers Paradise.
Vi bor i det høje hus længst væk i nærmeste klynge.
Inde i skoven
Fra et af de mange udsigtspunkter. Her mod syd, hvor byen Tweed er Queensland grænseby til New south Wales.
En af de to ørne (tror jeg), der brugte opvinden ved bakken.
Endnu et udsigtspunkt (her mod Surfers Paradis) og en gruppe japanere,
der uundgåeligt tager en flok billeder af hinanden.
På vej hjem gik vi ved og i vandkanten (og fik lidt våde bukser, når der kom en overraskende stor bølge).
Vandet er, som det ses 20 grader. Det føltes lidt køligt lige i starten, men fint efterhånden. Hvor tit er det lige vandet er 20 i DK? Vist det rigtige sted at være vinterbader :-)


Bliver det meget mere Australsk end en far-surfer med sin lille søn?
Vi bor i huset i baggrunden.
Dejlig tur lige til fruen udbryder: "Vi har da vist fortjent en øl", og jeg så siger, at der vist da ikke er nogen. Hun har taget diverse situationer de seneste uger med prisværdig ro, men dette var nær ved at udløse en mindre krise. Hun fandt dog hurtigt løsningen, idet hun sendte mig hen på hjørnet til den lokale bottleshop (der er 300m). Jeg havde kun lige taget 50$ med på turen, ikke min taske, og ingen nøgle, så fruen måtte lukke mig ind, når jeg kom hjem. Småsyngende "manden gik ud efter øl" begav jeg mig afsted.
Fin løsning, som hun måske lidt fortrød, da jeg kort efter vendte tilbage med den ene øl hun specifikt havde bedt om med streg under en, og så de 6 til mig (de sælges i plastikpakninger med 6 stk i hver), og et papkarton rødvin :-) Man får faktisk mest vin for pengene i papkasserne her. God vin, og billigere end de tilsvarende på flasker (med skruelåg). Jeg håber på, at hun tilgiver mig når vi skal have aftensmad, og der kan skænkes vin ... :-)

søndag 26/6

Farcen fortsatte torsdag. Fruen skulle til heldags arrangement med firmaet, og afslutte med gallafest - og overnatning på hotellet ved seaworld. Derfra direkte på arbejde.
Jeg var ellers ved at gøre klar til at køre hende til seaworld, for selv at se stedet igen - og have bilen de to dage, men så blev det til, at hun kunne køre med Helle. Fint :-) Festen og dagen blev i øvrigt helt fantastisk for fruen. Måske hun selv skriver om det ?

Jeg gik rundt i seaworld, hvor der var overraskende mange mennesker taget i betragtning, at det var en almindelig hverdag kort før sæsonslut (måske derfor ? Ligesom jeg, skulle man lige bruge sit sæsonkort en gang til ?). Jeg så på fisk i en god times tid, og kørte så videre mod Robina, for at komme i banken. De havde ikke svaret på de mails, jeg sendte. På vej til banken ringede Scott, bilhandleren, og fortalte, at de manglede mere ID for at kunne udstede et Queensland kørekort. WHAT! De have taget kopi af: pas, kørekort, Visum og et kreditkort. De accepterede ikke mit visum, sagde at det let kunne forfalskes, da det jo bare var en mail i almindelig tekstformat - og de kan jo let editeres. Underligt argument, taget i betragtning, at der også står et nummer, der er registreret af de Australske myndigheder, og som er linket til mit pas. Mit kørekort kunne de heller ikke lide. De ville gerne have endnu et kreditkort. De skulle også bruge en kopi af lejekontrakten til vores nye lejlighed (godt den lige var blevet færdig). Dvs., der var lige den detalje, at jeg ikke stod nævnt i kontrakten (også lidt underligt i øvrigt). De fik så en kopi af vores vielsesattest, der var oversat til engelsk inden vi kom herned (vist en del af min visumansøgning (jeg er her jo kun som ægtefælle)). 7 dokumenter for at få kørekort nummer tre - og heraf kunne de ikke lide nogen kørekort. Man skal have et Queensland kørekort for at kunne eje en bil her.

Banken.... I den time jeg sad og ventede på at komme til at tale med en, reflekterede jeg over, at det er 15 år siden jeg sidst har været i "min bank" - før jeg kom her til Australien. Jeg blev ansat på SDC i 1996, og personalebanken (SDC var jo driftcenter for 75 danske pengeinstitutter, og dermed en slags bank) lå i Svendborg. Da jeg holdt op i 2002 fortsatte jeg på samme vilkår, nu hed den så Fionia bank. Senere flyttede jeg til EIK bank (der nu hedder Finansbanken) og som er en ren internetbank. I dag søndag har jeg været i banken 4 gange på 2 uger.
Nå, hun fortalte tålmodigt, at der er forskel på købskurs og salgskurs når man veksler. Det tør siges! Den middelkurs, man kan finde på nettet er 5,5. Deres købskurs er 5,35 og salgskursen er 5,9. Det lyder som små forskelle, men der er jo ca 7% forskel på 5,5 og 5,9. Det blev til ca 17 kkr for de 250 kkr. Pæn timeløn for en transaktion - som de i øvrigt tog 13$ (70-75 kr) for. De havde i øvrigt modtaget præcis 75 kr mindre end Finansbanken hævder at have sendt. Jeg har opgivet at finde ud af hvor de er dryppet ud henne.
Nu har jeg fundet ud af, at man kan vælge at overføre beløb i danske kroner, eller $, og vi kunne således have vekslet dem i DK (Finansbanken). Gider ikke undersøge om det ville have kunnet betale sig. Lukker bogen, og skriver det på den store tabskonto.

Fra banken videre til bilhandleren, der tog kopi af mit mastercard - og så var alle åbenbart glade, og vi kunne lave handlen fredag kl 16.

Fredag.
Jeg hentede fruen 15:40 som aftalt, og vi kom til bilhandleren uden de store trafikale problemer. Mødet var kort. Joss, der tog sig af pengesagerne, fortalte nærmest med det samme, at vi ikke skulle regne med, at kunne betale med vores Australske hæve/visa-kort. Der er en limit per dag på 1000$ (jeg troede på et tidspunkt det var 5000$, men det ville jo også være for lidt). Vi kunne ikke nå en bankoverførsel (selv hvis jeg ville gøre det fra hans PC via homebanking....), for så ville pengene først komme til deres konto mandag (en bankdag senere), og de ville ikke udlevere bilen før pengene stod på deres konto. GRMF!!! Jeg var rasende. Jeg havde tre gange (så jeg da jeg kom hjem) skrevet til Scott, at det netop var sådan vi ville betale. Ingen havde nogensinde nævnt bankoverførsel som måden at gøre det på, og jeg havde i øvrigt spurgt efter, men ikke fået svar på, hvad det totale beløb var. Så hvad skulle jeg have overført ?
På det tidspunkt havde bankerne lukket, så der var ikke noget at gøre. Fruen kom i tanke om, at banken jo har lørdagsåbent fra 10-13, så vi tog hjem uden bil - og mig med en hel del adrenalin i blodet.
Fruen havde lige hørt om pittman og stickman og formåede at bevare det gode humør, og endda smitte mig lidt. Noget af en præstation. Vi kørte i Coles, og købte mad - og gik i den bottleshop, der ligger lige ved siden af, og købte en flaske rødvin. Vores lager er helt tomt.

Næste dag gik vi i banken. Jeg havde jo fulgt opmærksomt med i livet i en bank i torsdags, så jeg valgte et nummer til kasserne. De havde et nummersystem med A-numre til kasserne, og C-numre til mennesker. Der blev vel ekspederet ca. 10 A-numre per C-nummer. Køen var kort, og ekspeditionen ligeså. Jeg forelagde problemet med tydelig irritation over tingenes tilstand, og den limit, som jeg fandt vildt irriterende. Hun forklarede, at det var af sikkerhedsgrunde (det havde jeg gættet), og at hun ikke kunne fjerne den. What! Det var det bilhandleren havde foreslået. Hun sagde også, at vi bare kunne bruge visa-delen af korten (ligesom vores visa-dankort). Der ville ikke være anden limit, end kontoens indestående. GRMF! Noget irriteret på bilhandleren, kørte vi den korte tur tilbage til ham, og meddelte hvad bankdamen havde sagt. Han svarede, jo, det kan man godt, men det koster 1,5% af beløbet, godt 700$ (knap 4000 kr). WHAT! Han foreslog, at vi kørte tilbage til banken, og fik udstedt en bankcheck. Tilbage til banken...

Nu trak vi et C-nummer - men kom til med det samme, og den stakkels søde bankdame måtte høre min nu ret adrenalinfyldte fremlægning af denne endeløse række af forhindringer. Hun sagde, at de da godt kunne lave en bankcheck, det ville koste 10$. Jeg var nu blevet sur, og bad om at få 40 k$ i kontanter! Det undersøgte hun, men kom tilbage og fortalte, at så mange havde de ikke, når der også skulle være til hæveautomaterne - som havde prioritet (klart nok). OK, så en bankcheck. hun var sød og ledte os direkte til en kasse, hvor den dame, der i sin tid havde åbnet vores konto (Kathrine) sad. Hun havde endda læst de mails, jeg havde sendt (men altså ikke svaret). Hun lavede checken, fruen fik ændret PIN på sit kort - og de tog ikke de 10$ gebyr (måske en forglemmelse, måske kulant - blodtryksdæmpende).

Tilbage til bilhandleren. Jeg havde lagt 220$ oveni. Det gav et pænt rundt talt, og det var ca. det forsikringen ville koste. 1200 kr om året for en "dækker alt" forsikring (inkl kasko) for en sportsvogn. Vi giver ca 3500 i DK, og det er endda langt det billigste vi har fået tilbudt (GF finans).
Det gik - endelig - godt med bilen. Han sagde dog, at forsikringen skulle betales direkte til dem, og ikke til ham ... Han sender en check på de 220$, og han fortalte hvordan vi kan betale via Bpay - der er en bankoverførsel via homebanking.

Nu kunne vi, efter - synes jeg - hård kamp, endelig få bilen! Scott gav en kort gennemgang, og vi kunne køre hjemad. Fruen ville helst køre sin egen, og det passede mig egentlig OK :-) Dejligt vejr, topløs kørsel :-)

Fruen parkerede ude på vejen foran vores hus/hotel, vi pakkede over i den lille bil, og kørte derpå mod Byron Bay. Det var fruens gode ide, at vi skulle tage et smut derned.
Det blæser en del, når man kører 100 eller 110 (der er maks visse steder på motorvejene, 100 er mere normalt). Men det var sjovt :-)
I Byron Bay gik vi nærmest direkte på Vores "stamrestaurant" the Balcony (vi har været der en gang før med Den Danske Familie). Vi fik dejligt mad, og en øl til. Fruen fik noget spaghetti med kylling oma., jeg valgte et par tapas (rejer i hvidløg, og kammuslinger, stærk spegepølse og noget "mos").
Videre ud i byen. Humøret var blevet helt OK igen. Turen ned, den vellykkede afslutning på kampen, og fruens ukuelige humør havde sænket mit blodtryk til det normale (det svarer vel til manges hvilepuls :-)). Byron Bay er et hippieparadis. Turister, surfere, unge mennesker - fest om natten, og generelt meget afslappet livsstil. Indiske forretninger, healere, tarokkort-læsere oma. alternativt.
Stranden, en lidt underlig sufer/roer - og "Julian Rocks", hvor jeg dykkede.
Vi fandt dog ikke noget på "årsafslutnings-udsalget" - der et enkelt sted var "vi skal betale husleje-udsalg". Det Australske finansår går fra 1/7 - hvilket jo egentlig svarer til vores 1/1 hvis man tænker årets gang. Vi har jo vinter her. Butikkerne har lidt bedre tid til disse administrative ting som fx. en årsafslutning. Fruen var ikke rigtig i shoppe-humør, og jeg mangler jo ikke noget tøj. Jeg har endda (netop) et par sko.

Vi kørte op til byens største turistattraktion (ud over byen selv og stranden): fyrtårnet. Godt vi gjorde det. Det lå oppe på en bakke for enden af en lille snoet vej, der - som så mange andre veje - var under reparation. Udsigten var meget flot. De havde endda arrangeret en bryllupsfest. Stedet er i øvrigt Australiens østligste punkt (hvis man går ned ad den stejle bakke). Man kan sige, at det derved ligner vores Skagen - i sig selv ikke meget anderledes end mange andre steder, men nu er det altså et grænsepunkt.
Hvordan den kom op ad de små snoede veje, er mig en gåde.

Vi kørte hjem i solnedgangen, denne gang med toppen på. det larmer og blæser noget mindre, og nu var temperatuen faldet. Dejlig dag :-)

torsdag den 23. juni 2011

Lidt nyt ...

Så kom de længe ventede penge fra Danmark :-) Det betyder, at jeg kan betale for bilen, og komme til at kunne bevæge mig rundt i området. Vores aftale er, at jeg får den på fredag. Annemette skal til heldags galla-arrangement i morgen, så hun har ikke tid. Nu mangler vi så at finde ud af hvorfor der står godt 17.000 kr mindre end ventet. Det har jeg skrevet og spurgt banken om. Og vi klager over danske bankers gebyrer ? Vores danske bank tog 20 kr for at lave deres del (vi har spurgt dem).

Jeg er begyndt at læse den bog Annemette fik "Viljen til sejr 2". Godt at have noget at lave i de lange dage, når jeg er alene hjemme. Sidder ude i solen på terrassen med læse-solbriller. det er OK :-)

Jobsøgningen går ikke videre godt. Der er ca. et job om dagen at søge, og det giver (med lidt forsinkelse) ca. et særdeles høfligt afslag om dagen. Nå, det ender nok med at lykkes en gang :-) De vil alle sammen meget gerne gemme mit CV (der her hedder "resume") i 12 måneder eller så.

Vandet er overraskende stille. Da vi var her sidst (jan-mar) i deres sommer, var der kraftige bølger hver dag. Nu har der været flere dage, der indbød til en snorkeltur. Mon det bliver i morgen ? Jeg skulle gerne nå det inden vi flytter væk fra stillehavet, og til en bugt, der ligger lidt i læ bag en ø. De indre kanaler er kendte for bull-sharks, så det er ikke tilrådeligt at bade der. Det må vi lige høre de lokale omkring.

Jeg går jo og tænker motorbåd (og fiskeri) - ikke lige nu, men ... Det kunne da være sjovt. Det kræver, at jeg får et "fritids-båds-kørekort" (hvis motoren skal over nogle få hestekræfter). Det tager 6 timer at få, og koster ikke meget. Måske kan man leje en båd i ny og næ i den nærliggende (når vi er flyttet 4/7) marina ?

Tænker også på, om der skulle være en dykkerklub deroppe (det ligger ½ times kørsel nord for hvor vi er nu). Kunne meget vel ske, at jeg lige snupper et PADI advanced kursus. Det er kun tre dyk - og koster nogenlunde det samme (mindre ?) end hvis man bare møder op tre gange. Hvad mon der er at dykke efter deroppe ?

mandag den 20. juni 2011

Administrative udfordringer

Det har været - og er stadig - lidt af en kamp at få hverdagen til at virke her.
Vi ankom kl tidligt lørdag 11/6. Vi havde ikke lejlighedsnummeret, da vi først kunne checke ind kl 14.
Vi gik på shopping, og fik oprettet et mobiltelefonabonnement til mig (Annemette får jo af firmaet), men det krævede, at vi også havde en Australsk bankkonto.
Vi fik åbnet en sådan, men den ufuldstændige adresse betød, at receptionen her sendte mit kort retur (deres system rummer åbenbart kun Annemettes navn, og vi har jo ikke samme efternavn). I dag fik jeg i øvrigt PIN, men den kunne ikke læses (samme system som i DK, at man skal hive noget af en rude for at kunne læse den). Jeg ringede til banken, så nu sender de nyt kort og PIN.
Nå, vi fik igangsat en swift overførsel, og det tager mærkværdigvis sin tid. Det er ikke gået godt endnu, så der står stadig 0$ på den Australske konto, men de er da trukket fra den danske konto. Detalje: Vores konto i Danske Bank har limit på 100 kkr på swift, Finansbanken har limit på 250 kkr - også lige en detalje.
Vi mangler nogle ting, som vi valgte ikke at tage med fra DK. Dem har jeg prøvet at købe på nettet, men de kan ikke lide danske VISA kort, og de andre muligheder kræver, en Australsk konto med penge. Kort sagt: der går en del dage inden man kan handle normalt.
Kunne man åbne en konto før man tager herned?
Det kiggede jeg på, og den søde dame i banken sagde faktisk, at det burde man kunne. Det ser bare ikke sådan ud når man læser betingelserne på deres hjemmeside. For at kunne åbne en konto skal man kunne samle 100 points (minder det om noget?), og den eneste måde man reelt kan det som ny udefrakommende er, at møde op personligt medbringende pas, VISA osv.
Det tager altså et par uger før man kan fungere som en "normal" australier. Gad vidst hvordan det tilsvarende ville være i Danmark?

Lejekontrakten ser ud til at være faldet på plads til den nye lejlighed, så den del er da OK :-)

søndag den 19. juni 2011

Søndag 19/6

Stille dag, men det behøvede vi også efter en fin - og ret fugtig - aften med familien.
Lørdag var vi i Robina, Fruen skulle have en fin kjole til gallafesten på torsdag. Det lykkedes - og det var et af disse "luk øjnene, og kør kortet" øjeblikke. Myer er et stort varehus, og det er mest tøj. Fruen blev medlem af deres kundeklub (det er gratis, og hun har allerede optjent en del points ...). Jeg rendte rundt og ledte efter en holder til "tommelise" - for vi har efterladt den hjemme.
Det lykkedes ikke, men mon ikke jeg kan finde en på nettet ?
Vi har stadig "dansk sommervejr" med sol, ikke meget vind og 21-22 grader i skyggen. Vejrudsigten for næste uge ser også sådan ud :-)