onsdag den 8. juni 2011

onsdag 8/6 - Singapore

Kors en rejse. Ikke helt så turbulent som hjemturen sidst, men stadig mange timer. Vi tog en taxa fra islands brygge 8:30, og den var godt 6 (lokal tid, dvs 24 i DK) da vi ankom til hotellet 15-16 timer senere. Vi kunne ikke checke ind før 14, iflg. papirerne, men de er søde, og har gjort et værelse klart, som vi lige har indtaget. I mellemtiden har vi vandret i lange bukser og lange støttestrømper, samt langærmede skjorter i denne tropiske by, der kan mønstre gennemsnitstemperaturer på 27 om sommeren (nu) og 26 om vinteren :-) Luftfugtigheden er mærkbar. Nu, 9:15 hvor solen er stået op, er her mere liv og lys - og altså pænt varmt. Jeg har formået at glemme strømper og korte bukser - og har også kun et par sko med. Til gengæld havde vi kun 2 kg overvægt, som vi slap nådigt fra. Vi har sendt et par kasser i forvejen, men de er sendt til firmaet i AU, så det er først på tirsdag. Lidt længe at vandre rundt i lange sorte bukser. Fandt nogle korte bukser - og de koster under 100kr per par. Fandt også kortskaftede strømper.
Elektronik er også billigt, og vi har besluttet at opsøge et fleretagers elektronikmekka - som at slippe et barn ind i en slikbutik :-)
Alle indendørs steder har de aircondition, der til gengæld er fastlåst på max. Vi har lige slukket den på værelset - her var for koldt.
Taxa er betalbart :-) Jeg læste, at der er ca 20 km fra lufthavnen. Det kostede 25$ incl. 2$ drikkepenge - kurs ca. 4,25.

Siden sidst jeg skrev ...
Vi har haft en streng weekend med koncentreret pakning - og bilhandel oa. administrativt arbejde.
Søndag faldt vi om kl 1, og kunne ikke sove længe, så vi vågnede kl 6. Flyttefolkene skulle komme kl 8, og ankom 7:40 og 8:40 hhv. Den 2. bil havde haft problemer med trafikken i byen.

6/6 kl 8 - det var der flyttefolkene startede.
De (flytjer.dk) var behagelige - og dygtige. Kan anbefales. Vi manglede (igen) flyttekasser, servicebogen til bilen var væk (vist nok spist under et indbrud i bilen), så den skulle skaffes - og så var der lige et par kasser til tdc og yousee. Vi havde lidt at se til - og så var flyttefolkene klar til at køre de to første biler. Jeg havde troet, at det ville kunne være i to biler, men det var noget galt, skulle det vise sig.
De stablede fra gulv til loft som et bedre 3d tetris-spil. Ret imponerende faktisk. De var bekymrede for pladsen, og vi havde endda fået det største rum på 27 m2 i stedet for de 22 de mente ville være rigeligt.
Det blev til endnu en bil, og så ryddede de loftsrummet, og kørte en bilfuld til lossepladsen (de var på timeløn...). Den sidste bilfuld formåede at fylde rummet helt op, så meget, at fruen var bekymret for, om vi kunne have de sidste småting, der stadig var i huset. Vi ved nu, at vores jordiske ejendom i DK fylder 50 m3, der er nemlig 3m til loftet i lagerrummet.
6/6 18:33. Nu er alle 27 m2 i 3m højde udnyttet. 51 m3 ting.
Vi havde i mellemtiden været i Hillerød hos notarius poblicus og underskrevet testamente, som anbefalet af vores skatterådgiver. Arvereglerne kunne hurtigt være uklare, hvis jeg bliver spist af en haj. Mange tak til vores søde jurist.
Hjemme fik vi skruet de sidste lamper ned, taget de sidste kabler ol.- og så var det farvel til huset. Lidt sent.
Yvonne & Anker havde venligt inviteret os på mad og overnatning. Dejligt - og vores seng stod jo lodret i et lagerrum.
Benny havde købt vores gulpladebil, og taget toget over for at hente den. Det kom også til at glippe med timingen, så han valgte at tage sig en længere fodtur fra hovedbanen, og ankom til bryggen samtidigt med os. Han er ikke lige sådan at vælte. Vi glemte dog at få overdraget registreringsattesten, så den blev sendt fra lufthavnen.
Ganske turbulent tid, har især de sidste par uger været. Nu skal vi "bare" nyde Singapore, og prøve at få kroppen til at forliges med den nye tidszone - i første omgang +6 timer. Fredag aften flyver vi til Brisbane, og lægger yderligere 2 timer til.

Annemette sover nu. Hun var godt nok også brugt da vi gik hjemad fra "Mustafa", som det butikscenter hedder, vi havnede i - på hotelportierens anbefaling. De har døgnåbent - og det er ganske stort.

Vi bor i øvrigt på hotel Perak (der betyder sølv på malaysisk) i litle india bydelen. Byen har også et litle arabia og en chinatovn. Det sidste er lidt underligt, taget i betragtning at 77% af byens indbyggere er etniske kinesere.
Hotel Perak taget ved ankomsten 6:21. Bemærk duggen på linsen.
Kameraet havde ligget i en kold taxa, og udenfor aircon var det varmt og fugtigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar